Ønskeliste
Fotoalbum
Forfatteren
|
Niels Smedesøn som malerdreng
Der var engang en lille landsby, der lå helt for sig selv. I udkanten af landsbyen kunne man høre den klingende lyd af smedens hamren mod smedejernet. Han arbejdede hårdt, og det var sjældent, at man så ham uden for sit værksted. Han havde en stedsøn ved navn Niels. En frisk ung dreng. Hans fader var død i krigen 1864, lige omkring det tidspunkt drengen blev født. Derfor kunne Niels ikke huske sin fader, men hans moder havde fortalt om ham.
Moderen giftede sig igen, denne gang med byens smed, så hun havde en der kunne forsørge hende og barnet. Tre år efter brylluppet blev hun alvorlig syg af den frygtede lungebetændelse, og lå i sengen til hun dødeaf det. Nu stod stedfaderen tilbage med sin stedsøn, og han manglede en kvinde til at ordne de huslige pligter og til at passe Niels.
Efter et års tid fandt han sig en ny kone. Hun var meget stille, og holdt sig for det meste inde i huset. Hun ville for alt i verden ikke sige sin mand imod. Smeden og hans nye kone havde mange gange prøvet på at få børn, men de kunne ikke. Derfor var smedens kone meget pylret omkring Niels. Han var det barn, hun ikke selv kunne få. Men hun nærede ikke de samme følelser for ham, som en rigtig moder ville gøre.
Niels skulle overtage sin stedfaders plads ved ildstedet, det var sikkert og vidst. Men mens Niels hjalp sin stedfader i værkstedet, drømte han om noget helt andet. Han ville male. Det var nu også det han brugte sin fritid på, oppe på ladens loft. At male var hvad han ville. Stedfaderen vidste godt, hvad han lavede oppe på loftet, og smeden havde egentligt ikke noget imod det. Men nu var Niels ved at være voksen, og så skulle han bruge tiden til noget fornuftigt.
En dag var Niels oppe på loftet. Han havde maling på paletten, og var ved
at stille staffeliet op. Der havde i den senere tid været så meget han skulle hjælpe med i værkstedet, så det var længe siden, han sidst havde givet sig tid til at male.
Niels mumlede for sig selv, mens han gjorde penslen klar; ”Jeg vil male glæden”. Han smilede for sig selv, og dyppede penslen. Men hvordan skulle han male glæden? Han lagde penslen fra sig, og tænkte sig om. Hvad gjorde ham glad? Jo, nu vidste han det. Han ville male sin egen glæde ved kunst. Den hvide farve frem for den sorte. Jeg begynder med den sorte farve, og jeg fortsætter hen i de lyse... Ja, det gør jeg, tænkte han. Niels malede sorte hvælvinger over det hvide lærred. Husk at det skal vise glæden tænkte han for sig selv.Koncentreret om at glæden skulle vises, fortsatte han i den sorte farve. Han så på det færdige billede. ”Det forestiller jo ingen ting!” råbte han surt. Hvorfor kunne han ikke længere male? Det lignede jo ikke det, de store kunstnere malede, - overhoved ikke. Det var ikke godt nok. Niels smed penslen fra sig og gik ned fra loftet. Hvorfor følte han ikke den glæde, som han plejede?
Ved middagsbordet fortalte Niels stedfaderen om hans problem. ”Det er ikke et problem” sagde stedfaderen. ”At hesten sparker når den skal have sko på, dét er et problem. Maling er ikke for rigtige mænd. Du er en smedesøn, ikke en malerdreng. Desuden har du andet at bruge dit liv til.” Niels så på smedens kone, i håb om at hun ville svare ham imod. Men hun så ned i bordet, og ville ikke blande sig. Der tog Niels sin beslutning. Han ville rejse ud og finde sin glæde igen.
Næste morgen tog han sit staffeli under armen, og en sæk med malergrej over skulderen. Han ville finde sin glæde, om det så skulle tage resten af hans liv. Da han kom uden for byen, var solen stået helt op. Niels ville følge landevejen. Han håbede på at finde nogen, han kunne spørge til råds. Der var lang vej endnu, før han ville nå til storbyen. Måske var der nogen malere, der kunne fortælle ham hvad han skulle gøre? Fuld af forventning travede han videre. Ved kanten af vejen sad to drenge og trillede kugler. ”Undskyld mig, men ved I hvordan jeg kan finde min glæde?” spurgte Niels. De rystede på hovederne. Det vidste drengene ikke. ”Glad, det er da bare noget man er!”tilføjede den ene. Niels gik trist videre. Selvfølgelig vidste de ikke det. Da han havde gået et stykke tid, var munden ved at blive godt tør. Han kom til en lille bæk, hvor der sad en gammel kone og vaskede tøj. Niels lagde tingene fra sig og gik ned for at drikke. Niels så på den gamle kone. Mon hun kunne hjælpe ham? ”Undskyld mig,” Konen så op på den unge herre. ”Ved De hvor jeg kan finde min glæde?” spurgte han igen. ”Nej,” svarede konen. ”glæde hører vist kun til i himlen.” Endnu mere trist til mode gik Niels videre. Da han havde gået et godt stykke tid kom han til en gammel mand. Han sad på en bænk, og tegnede i en skitseblok. Det måtte da være den rette at spørge. ”Undskyld hr.?” Den gamle mand så op på Niels og smilede. ”Ved De hvor jeg kan finde min glæde?” Spurgte Niels. ”Mit navn er Niels, - søn af byens smed” tilføjede han. Manden lagde blokken fra sig. ”Goddag Niels. Er din glæde da blevet væk?” spurgte den gamle mand. Han havde et meget venligt smil. Niels satte sig og fortalte hele historien om at han ikke var glad når han malede, som han ellers plejede at være. Stedfaderen mente, at han skulle stoppe med at male, og at Niels derfor havde besluttet sig for, at drage ud i verden for at finde glæden. Den gamle mand smilede forståeligt. ”Hvem er din yndlings maler?” spurgte manden. ”Carl Bloch” svarede Niels. ”Prøv at male som ham” sagde den gamle mand. Det gjorde Niels.
Han stillede staffeliet op, og begyndte at male. Men han følte ikke glæden, lige meget hvor umage han gjorde sig. Den gamle mand sad og betragtede hans værk. De så begge på det færdige billede. ”Det er da godt” sagde manden opmuntrende. ”Men ikke godt nok!” svarede Niels, for han havde bestemt ikke fundet sin glæde. Han malede sit lærred over med hvidt, og satte sig ned ved siden af den gamle mand. ”Hvad skal jeg gøre?” spurgte han. Manden så ud til at tænke sig godt om. ”Hvordan vil´du male?” spurgte manden. Niels tænkte sig om. ”Jeg vil male stort. Male som de store kunstnere. Det skal ligne.” svarede Niels sikkert. Den gamle mand nikkede mod lærredet. ”Prøv!” beordrede han. Niels så på manden og rejste sig. Han begyndte at male på ny. Denne gang gjorde han sig mere umage end før, men han følte stadig ingen glæde. ”Det ligner da” sagde den gamle mand. ”Men ikke godt nok!” svarede Niels ham imod. Niels var tæt på at give op. Han malede lærredet over igen, og satte sig. Manden så på Niels. ”Hvad maler du med?” spurgte han. ”En pensel naturligvis” svarede Niels. Hvad mente den gamle mand mon? ”Hvad skal du huske at male med?” spurgte manden.Niels trak på skuldrene. Manden fortsatte; ”Hjertet Niels! Du skal male med hjertet. Mal hvad dú har lyst til, og tag dig ikke af hvad andre siger.” Niels forstod først ikke, hvad den gamle mand mente, men han prøvede sig alligevel frem. Han stillede sig foran staffeliet. Niels gentog mandens ord stille for sig selv; ”Mal med hjertet Niels”. Langsomt dyppede han penslen i den røde farve. Et stykke tid efter var maleriet færdigt. ”Hvordan føltes det?” spurgte manden. Niels smilede, denne gang føltes det helt rigtigt. Han havde malet med hjertet. ”Hvad gjorde jeg anderledes?” spurgte Niels. ”Du malede det der var rigtigt for dig og ikke hvad der var rigtigt for andre”. Det var mandens svar, og intet andet.
Lykkelig over at have fundet sin glæde igen, tog Niels afsked med manden og gik hjemad. Han gik den lange vej, langs landevejen. Han tænkte over hvad manden havde sagt, men forstod det ikke helt. Et stykke tid efter kom han til bækken. Han standsede for at få noget at drikke. Den gamle kone sad der stadig. Hun så, at den unge herre var kommet tilbage. ”Har De fundet glæden, unge mand?” spurgte hun. Niels så på konen. ”Ja frue. Jeg fandt glæden hos en gammel mand. Hvordan ved jeg ikke” svarede Niels. Hun rystede på hovedet og gik tilbage til sit vasketøj. Niels gik videre, og tænkte stadig på den gamle mand. Der gik ikke lang tid, før han kom til de to drenge. De var færdige med deres kuglespil. Drengene så op, da den velkendte unge mand kom hen imod dem. ”Har De fundet glæden, hr.?” spurgte den ene. ”Jo tak. Jeg fandt glæden hos en gammel mand. Hvordan ved jeg ikke” svarede Niels. Drengene grinede og så efter den glade skikkelse, der gik videre hen af landevejen.
Solen var ved at gå ned, da han kunne se landsbyen i horisonten. Nu var han snart hjemme. Hvad mon hans stedfader ville sige til at han havde været væk hele dagen, og ikke havde hjulpet til i smedeværkstedet. Niels gik op på ladens loft og lagde sine ting. Sækken med malergrej, og staffeliet han havde båret under armen. Han så på sine tidligere malerier. Nu vidste han hvad den gamle mand mente. Han havde været for selvkritisk. Hvis stedfaderen kunne lide hans malerier, ville alt nok være godt. Han havde malet for stedfaderen, og ikke for sig selv. Niels smilede. ”Fra nu af maler jeg kun for min egen skyld!” mumlede han.
Smedens kone kom løbende hen imod ham. ”Hvor har du været?” råbte hun fortvivlet. ”Jeg har været ude og lede efter min glæde ved at male,” svarede Niels. Han fortsatte; ”Først stødte jeg på to drenge der spillede kuglespil. De vidste ikke hvor jeg kunne finde min glæde. Så kom jeg til en bæk, hvor jeg mødte en gammel kone. Heller ikke hun vidste, hvor jeg kunne finde min glæde. Så mødte jeg en gammel mand, han hjalp mig med at finde den.” Konen så på ham og spurgte; ”Hvor var din glæde?” ”Den var gemt i mit hjerte, overskygget af kritik” svarede han. Smedens kone faldt ham om halsen, og hun udstrålede moderkærlighed som aldrig før. ”Du er din stedfaders smedesøn, og du er min malerdreng!” jublede konen.
Dansk stil
9 |