Anmeldelse af Benedikte C. H. Hansen
Et mesterværk: Tove Ditlevsen åbner vores øjne, og får os til at indse hvilken verden, det er vi lever i.
I ”Man gjorde et barn fortræd,” følger man en ung pige, der kæmper hårdt for at slippe af med en psykisk smerte, forårsaget af et seksuelt overgreb som lille. Hun mangler forståelse fra både venner og familie, og står derfor alene med sine problemer.
Bogen er skrevet af Tove Ditlevsen, og blev første gang udgivet i 1941. Tove Ditlevsen vovede sig ud på tynd is, da hun udgav bogen, og tog tabu-emnet omkring seksuelle overgreb op.
Tove Ditlevsen havde selv en hård opvækst i et arbejderhjem på Vesterbro. Hendes beskrivelse af arbejderklassen, som hun selv tilhørte, er i bogen skrevet med stor indlevelse. Selvom ”Man gjorde et barn fortræd” er skrevet for mange år siden, er den også aktuel i dag. Tove Ditlevsen fortæller læseren hvordan en enkelt handling kan ødelægge et helt menneskeliv, og at børns vilje knækkes, når de forulempes seksuelt. Vi bliver fortalt hvad det er et voldtægtsoffer har været ude for, og hvad det indebærer. ”Et menneske, der bærer på en uhelbredelig sygdom, ser på andres kvaler og bekymringer med forpinte øjne...”
Jeg blev straks fanget af dette mesterværk, og havde svært ved at lægge den fra mig. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at jeg blandede mig i noget personligt, som egentligt ikke kom mig ved. Tanker og følelser er så godt beskrevet at jeg næsten fik dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne træde ind i bogen og hjælpe hovedpersonen.
Da jeg første gang så overskriften ”Man gjorde et barn fortræd,” tænkte jeg straks at det måtte være fysisk fortræd. Men jeg blev klogere, og fandt ud af at den psykiske smerte ofte er lige så slem som den fysiske
– hvis ikke værre…
Jeg var i begyndelsen ved at opgive at læse hendes roman, da Tove Ditlevsen skriver i et meget kompliceret sprog, og bruger mange metaforer. Desuden må man læse imellem linjerne, ellers kan det være svært at finde en mening med teksten.
Men selvom at det også kan være svært at forstå den psykologiske del af romanen, synes jeg at den måde som Tove Ditlevsen har skrevet bogen på er en del af oplevelsen.
”Man gjorde et barn fortræd” er en sørgelig fortælling men samtidig både smuk og rørende.
Romanen ”Man gjorde et barn fortræd” er udgivet på forlaget Athenæum, København, første gang i 1941.