En gren gav efter for vinden og slog hårdt mod ruden, det gav et sæt i John. Han så mod den anden halvdel af sengen, der var tomt, og linnedet lå ny redt i de helt rigtige folder. Han selv skubbede kun dynen til side, stod ud på det kolde trægulv og lod det være. John hørte hvordan Catharine rumsterede i køkkenet nedenunder. Hun var i gang med gårdagens opvask. Cath havde overrasket John med en fin middag bestående af mørbrad og svampesovs, uheldigvis fik sovsen lidt for meget og var endt som en tyktflydende, klumpet væde. Hun havde endda flottet sig og sat vinen fra svigerforældrene på bordet, men John var træt efter dagens arbejde og var gået direkte i seng. Det havde ikke behaget hans kvinde, og her til morgen stod hun hidsigt og prøvede på at rengøre gryderne fra gammelt indtørret sovs.

John gik ud på badeværelset for at barbere sig, men opgav hurtigt at finde kniven mellem Catharine mange kosmetiske produkter. Lyset på badeværelset flimrede, det var den pære hun længe ville have ham til at skifte, men han havde bare ikke orket det. Han bøjede sig træt ned over vasken, støttede sig til kanten og så igen op i det lille, ovale spejl på de ochrefarvede vægfliser. Hans kantede ansigt var meget blegt, han lignede en der lige havde overstået en flere måneder lang vinterhi ifølge Catharine, og John måtte give hende ret… Midt i ansigtet fremstod to kraftige, mørke øjenbryn der dannede et ”T” med hans smalle næseben. De brune italienerøjne fra bedstefaren var i generne gået videre til John, men de lå ualmindeligt dybt. Han tændte for hanen og plaskede noget koldt vand i ansigtet i et forsøg på igen at genoplive den døde mand, som han så for sig i spejlet, men til ingen nytte. Øjnene blev fortsat ved med at stirre ugideligt i mod ham.

John hørte hoveddøren smække hårdt i. Da han kom ned i køkkenet var Catharine gået, og tilbage stod opvaskebaljen endnu med enkelte gryder og tallerkner. På emhætten over komfuret sad en af de gule, selvklæbende sedler; ”Der står yoghurt i køleskabet, ses kl. 19.” John greb sedlen, krøllede sedlen sammen og smed den fra sig hen ad langbordet.

Catharine sad i cafeteriet i frokostpausen. Hun havde haft svært ved at koncentrere sig ved dagens møde, chefen havde endda bedt hende om at forlade lokalet under fremlæggelsen af næste halvårs kollektion, da hun midt i præsentationen var begyndt at græde. Nu sad hun her over en efterhånden kold cappuccino og kunne ikke samle tankerne. Ann kom gående hen i mod hende med en sort kaffe i den ene hånd og designermappen i den anden. ”Hvad så?” lød det, og Cath så forskrækket op på veninden. ”Er her ledigt?” uden at vente på Catharines tegn satte Ann sig ned over for hende, ”Lad mig høre. Hvad var det så der gik galt i dag?” Catharine tog sig til træt til hovedet, ”Åh Ann, jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op,” ”Er det John igen?” spurgte Ann, Cath nikkede. ”Han er ikke til at holde ud – hvad kan der være i vejen med ham? Han taler næsten aldrig til mig, sidder på værelset hele aftenen og er slet ikke til at komme i kontakt med. I går greb jeg ham ude på badeværelset, stirrende ind i mormors spejl.” Ann så på Cath, cappuccinoens skummende overfade var blandedes med de enkelte saltvandsdråber der trillede ned af kvindens rødblussende kinder. ”Har du nogen ide om hvad der kan være galt?” spurgte hun. ”Ingen anelse, og dog - han virker slet ikke interesseret i mig mere, du ved når vi…” Catharine tøvede lidt, ”når vi er sammen, han er der slet ikke til stede mere, ikke som før i tiden.” Hun hulkede, og Ann så medfølende på veninden. ”Er du sikker på, at det ikke bare er en periode han skal igennem?” Cath lod ikke til at have hørt hende, men så bare op fra bordet og fortsatte; ”Han har en anden! Det må han da have, hvorfor skulle han ellers være så ligeglad med mig? Åh Ann, hvad skal jeg dog gøre – jeg vil ikke miste ham..!” nærmest råbte hun. Ann vidste ikke hvad hun skulle sige til venindens pludselige udbrud, men satte først en trøstende hånd på hendes venstre skulder. ”Du ved jo ikke om John virkelig har en anden,” påmindede Ann hende, ”måske skal du bare give ham lidt tid for sig selv?” Catharine nikkede. Måske havde Ann ret?

John var mødt op på kontoret en halv time for sent, og afdelingen havde lige afsluttet intromødet om det nye edb-softwareprogram som Microsoft akkurat havde sat på markedet. Men det havde åbenbart ikke kun handlet om det… ”Hvor fanden blev du af?” lød det bag ham. Det var Marc Evans. Han smækkede vredt en slidt, gammel mappe ned på skrivebordet så det gav genlyd og prøvede på at få øjenkontakt med hans medarbejder. ”Er du overhovedet klar over hvor vigtigt det møde var?! Det er dig der står for alle program-dataerne, hvorfor dukker du først op nu?” John trak ligegyldigt på skulderen, og blev ved med at pille ved en sagsmappe på bordet, for at få bunken af papirer til efterhånden at ligge helt parallelt med skrivebordets kant. ”Stop med det dér!” skreg Marc ham i ansigtet og bankede vredt en knytnæve i Johns bunke, ”fra nu af kommer du altså til tiden, når vi har en fremlæggelse! Okay?” Uden at vente på Johns reaktion vendte han sig om og gik med hastige skridt mod sit kontor, og idet John så op fra hans bunke, nåede han kun lige at se den vrede mand forsvinde ind ad døren.

Marc plejede da altid at være så forstående? Overbærende når John havde brug for lidt plads og ikke altid lige var til stede. Hvorfor det pludselige vredesudbrud?

Marcs pludselige vredesudbrud var velbegrundet. Hans gamle kammerat havde i de sidste mange måneder ikke været sig selv, og han kunne ikke længere trænge ind til Johns tanker som før i tiden. Han var ved at være bekymret for kammeratens mærkelige opførsel, og han var ikke den eneste der havde bemærket ændringen hos denne John – folk på kontoret var begyndt at snakke, og alle fjernede sig langsomt fra ham. John var ikke længere nogen John Martinsen. Desuden var som om at Marc ikke længere var eksisterende for ham, tja var der overhoved nogen der eksisterede for manden, nogen andre end ham selv? Hvad var det for problemer han havde – noget måtte der da være galt, når ikke engang Marc kunne få kontakt med ham mere? John og Marc havde da altid været åbne overfor hinanden? Altid fulgt hver eneste af Manchester Citys kampe sammen. Men nu ville John ikke mæle et eneste ord til ham mere.

Folk på kontoret var virkelig begyndt og snakke – men efter afdelingsmødet i formiddags var snakken stilnet en del af og efterhånden forvandlet til en pinlig tavshed. Hver gang nogen gik forbi den ensomme, blege mand der stirrede tomt ind i computerskærmen, som verden var ham ligegyldig, stoppede snakken hovedsageligt og der veksledes sigende blikke mellem medarbejderne. Ingen turde dog fortælle manden, hvad det var for tanker de gjorde ham.

Regnen var holdt op sent på eftermiddagen, og det var allerede ved at blive en smule mørkt, da John forlod kontorbygningen og skyndte sig ud på fortovet. Men den kraftige efterårsvind var en del forøget, og han måtte holde mappen helt tæt ind til sig for at holde den ordentligt fast. Hans grå habitjakke blev revet op, og kun med nød og næppe kunne han holde på filthatten med den ene hånd over hovedet. Han løb imod vinden, hev efter vejret, og så til sin ærgrelse bussen forlade stoppestedet længere fremme. Han satte farten op, glemte alt om filthatten og viftede vildt med armen, i håb om at buschaufføren ville få øje på ham. Det var forgæves, og bussen forsvandt bag om svinget i det næste lyskryds. John måtte bide tænderne sammen, trodse vinden og gå hjem til lejligheden. Han gjorde et holdt ved ”Sams’ French Frys” for at få to Kebab med hjem, han måtte jo nok stå for maden her til aften.

John var meget udmattet da han endelig trådte ind i entreen og smed mappen fra sig op ad stumtjeneren. Han gik ud i køkkenet, smed nøglerne og Kebabposerne på langbordet. Den sammenkrøllede, gule seddel lå der stadig. Der var mørkt, og han gik hen ved kontakten for at tænde for lampen. Først da lagde han mærke til at Catharine var kommet hjem. Hun sad ved køkkenbordet, stadig med overtøj på, og så hen imod hendes hjemvendte samlever. Han betragtede hende lidt, det var tydeligt at hun havde grædt. Hvad græd hun mon for? John trådte nærmere og stod til sidst overfor hende. ”Du er tidligt hjemme?” han så spørgende på hende, hun svarede ikke men så bare den anden vej, som om hun skjulte noget for ham. Ved siden af bordbenet stod to kufferter. ”Jeg har købt middag...” tilføjede han stille og pegede tilbage mod poserne. Hun nikkede, ”Jeg er ikke sulten.” John trak lidt på overlæben men vidste ikke, hvad han skulle sige til det. Så vendte han sig om for at gå op i soveværelset. Først da han var på vej op lød det bag ham. Stemmen knækkede midt i sætningen; ”Jeg flytter!” Han stoppede op midt på trappen, så ud til at overveje hendes egentlige ord en ekstra gang, før han så ned på den kvinde der tilsyneladende havde boet hos ham de sidste fem år… Mente hun det? ”Du har en anden ikke også?” hun spurgte ikke, men sagde det højt for ligesom at få hendes intuition bekræftet. ”Jeg flytter hen til Ann.” John fortrak ikke en mine, og lagde heller ikke an til at komme med nogen indvendinger eller protester. Da følte hun sig helt sikker, greb en kuffert i hver hånd og forsvandt så ud i entreen. John fortsatte igen videre op ad trappen, da han hørte hoveddøren smække i bag Cath for en sidste gang…

Han havde smidt sig træt på sengen, lå og så op på de mange knaster i loftbjælkerne. En, to, tre… Fem, mange… Hvorfor flyttede Catharine? Det havde hun da aldrig gjort før? Hun havde aldrig forladt ham, hun havde altid været ved hans side – altid været hans kvinde. John kunne ikke finde noget svar, lod bare tankerne flyve frem og tilbage uden at kunne finde nogen sammenhæng i det der lige var hændt.

”Jeg har da ingen anden. Hvem skulle det dog være?” brummede han. Hvorfor troede Catharine det om ham? Det kunne vel være lige meget, næste dag ville hun komme ind ad entredøren, favnen fuld af indkøbsvarer, sukke over den blivende opvask, og måske ville hun endda have købt ind til en ny svampesovs. Næste dag ville alt fortsat være som altid, det var han overbevist om – nej ikke helt som altid, næste dag skulle han nok smage noget af hendes svampesovs, det var dét løfte han gav sig selv, mens han lå dér på sengen.

Men Catharine kom aldrig tilbage til John. Til gengæld kom der en afskedigelse fra kontoret ind ad dørsprækken, John Martinsen var nu ikke længere ansat. Derefter stod tiden stille i den lille lejlighed. Ingen hørte eller så mere til John Martinsen, og ingen havde ej heller hensigten at finde ud af, hvad der var blevet af ham.

Et halvt år senere, midt på eftermiddagen, da solen stod højt på himlen og børn glædeligt så frem til sommerferien, gik en frakkeklædt herre forbi den gamle lejlighed. Han var forfremmet og stod nu der i sit fineste tøj med en ny, sort mappe under armen. Det var Marc Evans. Han stod nu og så op mod det vindue, hvor en tidligere god ven og medarbejder engang havde holdt til. I karmen sad et skilt med store tydelige blokbogstaver; ”TIL SALG!” Marc så ned på fortovet igen og fortsatte så sin vej hjemad, hjem til hans eget hus og hans egen familie.

Dansk stil

Oktober 2007