Der var en klam fugt i luften denne morgen. Rimen glimtede på græsset, og jeg husker, hvordan jeg mærkede den første vintertåge stryge sig forbi mit ansigt.

Der var en skøn udsigt. Jeg sad på bænken med ryggen til skovens lyde og tænkte på, hvad den mon gemte af historier og minder imellem alle sine blade. Sommeren før, vrimlede her med legende børn og deres familier. De var ude og nyde den danske sommer – selv holdte jeg da mest om vinterens begyndelse, for her kunne jeg sidde alene og se ud over strandens horisont, uden at være under undrende blikke fra andre. Bedst holdte jeg af at sidde der på bænken, at indsnuse de sidste sommerlige dufte og at se på vintersolens lyse stråler, uden at jeg var nødsaget til at besvare nysgerrige blikke.

Jeg sad der, denne tidlige vintermorgen, før nogen andre var ude. Vi var flyttet til området for kun et par måneder forinden, og jeg havde endnu ikke haft mod til at møde mine nye naboer. Hvad ville de andre børn dog ikke tænke, at en pige ikke kunne lege de samme lege som dem? Ville de andre piger le ad mig – når jeg ikke yndefuldt kunne føre mine fødder over et dansegulv, eller når jeg ikke kunne løbe gennem sommer græsset under lege som Tagfat? Netop derfor fandt jeg det bedst at vente til sommerens stille forsvinden og at nyde de svage rosendufte lige inden vinterens hårdeste kulde.

Men jeg var ikke den eneste der var ude den første morgentime; en ældre herre kom slentrende nede fra strandbredden, støttende med sin højre side til en stok. Inderligt bad jeg om, at han ikke ville se mig, at han hurtigt ville forsvinde videre langs strandbredden. Men det gjorde han ikke. Han styrede op af den lille trappe, op mod bænken og jeg. Jeg ville gerne gå fra bænken og vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle forholde mig. Men manden havde set mig og smilede venligt. Jeg ville ikke kunne gå nu, uden at virke ubehøvlet – og uden at han ville lægge mærke til min fod. Forsigtigt trak jeg mine skørter lidt ned og glattede foldene ud i forsøget på at dække mine ben, men da stoffet kun nåede til mine lægge, krydsede jeg mine ben med klumpfoden bagerst.

Manden så ud til at tøve lidt, inden han satte sig på bænkens andet hjørne og støttede stokken med foldede hænder solidt plantet mellem knæene.

Han så på mig. Betragtede mig. Jeg lod som ingen ting, smilede og kiggede så til den anden side, lod som om at jeg var dybt optaget af mine egne tanker.

Det var heller ikke lyv, for jeg husker tydeligt, hvordan nervøse tanker cirkulerede for mig. Hvad var det han så på?  Havde han opdaget min fod – og hvad tænkte han om den?

Jeg skævede lidt til ham, men han smilede bare. Det kom som en overraskelse, da han pludselig spurgte ind til mig, stadig meget betragtende. Han spurgte, om jeg kom fra området, og det var da jeg så på ham for at svare, at jeg fik set hans blik.

Han så på mig. Han så ikke på min fod, men han så på mig.

Denne morgen ændrede meget sig for mig. Det var denne morgen at jeg gjorde mit første bekendtskab med omverdenen – og så på egen hånd.

Jeg husker, hvor forbløffet jeg var, ja nærmest opildnet af hans interesse for mig.

Men min begejstring dæmpede sig brat, i det han nævnte Balletten i Koncertsalen – et sommerarrangement hvor alle de unge piger ellers deltog, han syntes bare ikke at have bemærket min tilstedeværelse. ”Jeg bryder mig ikke om at danse,” svarede jeg og kunne mærke, at han så på mig, trods jeg ikke så på ham. Tonelejet blev hårdere end hvad der var meningen, og han virkede en smule stødt. I min fortrydelse gemte jeg foden længere tilbage og rettede endnu engang nervøst på skørtet.

Han prøvede på ny at charmere sig, da han tilbød mig at føre mig til et nyt, nærliggende udsigtspunkt. Jeg nåede kun at ryste på hovedet, før jeg hørte min mors stemme kalde nede fra villaen. Min raske fod trippede lidt nervøst, og jeg blev ved med at kigge fra villaen til den gamle mand og tilbage igen. Bare han også ville gå. Havde han ikke også en kone, der stod og ventede klar med morgenkaffen? Men nej, han blev siddende.

Min mor kaldte endnu engang, og jeg kunne tydeligt høre nervøsiteten brede sig i hendes stemme. Jeg havde aldrig brudt mig om at gøre min mor bange, men hvad ville hun ikke også sige, hvis hun vidste, at en fremmed mand ville komme til at skule efter hendes klumpfodede datter? Da ønskede jeg ikke at have bevæget mig udenfor alligevel. Det var dumt gjort, nu havde jeg selv sikret mig et rygte blandt naboerne. Manden ville fortælle sine naboer, hvordan jeg havde holdt ham for nar hele tiden. At jeg havde skjult, hvilken slags jeg i virkeligheden var og bare havde ladet som ingen ting, som et respektløst pigebarn over for en ældre herre.

Igen hørte jeg min mors stemme. Manden så ned mod villaerne, hvorefter han så forbavset tilbage på mig. ”Jeg håber, frøken, at det er mig, der er skyld i deres forstemthed. Og vil De, for at overbevise mig derom, tillade mig at ledsage Dem ned af trappen her.” Jeg anstrengte mig for ikke at græde, og han fortsatte, ”Mosset er endnu fugtigt af duggen, man kan så let falde… eller om de blot vil låne min stok?”

Det var for sent. Han måtte have set min fod, nu hvor han havde tilbudt mig sin stok. Jeg kunne høre to stemmer råbe mit navn, og jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage, da jeg endelig rejste mig og småløb hjem, men uden at jeg så tilbage på manden. Jeg skyndte mig så hurtigt som muligt, med en syg fod haltende lidt forsinket efter den raske.

Da hele familien sad samlet om morgenbordet, var jeg meget blussende i hovedet og undskyldte mange gange for mit fravær. Min far sagde ikke noget dertil, men min mor rynkede brynene og rystede bekymret på hovedet, da hun spurgte, hvad jeg dog havde foretaget mig i al den tid.

”Det betyder ikke noget,” sagde min far roligt, ”hun skal også have lov til at møde nye veninder.” Min mor trak på skulderen, og vi lod emnet ligge.

I årene efter, har jeg altid spekuleret på, hvad min far dog ville mene, hvis han vidste hvem, jeg havde mødt på bænken i den tidlige vintertåge.

Jeg turde ikke kontakte den ældre herre derefter, til trods af at jeg flere morgener så ham, siddende på selv samme hjørne af bænken som første gang – som om han ventede på, at jeg ville komme humpende og gøre ham ved selskab.

 Derefter ved jeg, at en ting er sikkert – han lod det være vores historie, vores minde, han lod det forblive imellem skovens blade.

Skrevet af Benedikte C. H. Hansen

FSA 9. Klasse

06.05.2009

Karakter: 12