Videredigtning på påbegyndt novelle

Der står et tårn i et skovbryn, et gammelt, vejrbidt tårn med mos og slyngplanter op over alle glugger; med grønt mos i sprækker og i karmens kroge, og med vissen kaprifolie hængende som et tørt, stridt hår ned over tårnets røde sten; kun højt oppe mod øst åbner sig et eneste vinduesgab i de forvitrede mure.

Og deroppe bag vinduets dybe murkam står en kvinde og stirrer ud mod den nat, som kommer. Hun er lille og mager, og hendes hænder, som hviler på karmen, er hvide som måneskin, og hagen er buet og bleg som kalaens blomst; men hendes øjne skinner sort som beget, der drypper fra en brændende fakkel.

Hun står og stirrer ud over en slette, åben som havet, mens skovbrynets råger flyver til vejrs over trætoppene og kredser og tumler ned mellem grenene og skriger dybt inde i skoven. Bag hende ligger det runde tårnkammer halvmørkt og stenkoldt, og en fårekylling piber skingrende i en sprække.

Men ude over sletten…

…Men ude over sletten findes det. Det hun frygter mest af alt. Et svagt lille lysende punkt synes så langt væk, Uden for kvindens rækkevidde, og kæmper imod mørket omkring sig. Kæmper for at trænge ind til tårnets kammer. Så hjælpeløst ser det ud. Kvinden rækker sine måneskinshvide fingre ud efter lyset. Vil gribe om det, og kvæle dens varme imellem sine fingre. Mosset synes ikke at lægge mærke til det lille lys. Skammer sig kun over mørkets væsen, og klynger sig til tårnets kolde mure. De røde sten er rug mod dets ryg. Kvinden sukker og trækker opgivende sin hånd tilbage. Ville ønske at lyset kunne slutte sig til hende, og forvandle det grønne mos til et hvidt tæppe af krystaller, man kunne slynge omkring de tårnets mure. Et tæppe der kunne lysne op omkring det gamle tårn, og vise hendes magt. Slutte sig til efterårets bidende vind, der stump efter stump piller tårnets røde sten fra hinanden. Kvindens sølvskinnende hår hænger langs ansigtets former, og ender spaltet nede ved natkjolens fræser. Da kvinden sagte vender sig, og ser med de begetsorte øjne mod kammerets fjerneste hjørne, spejler det lille lys sig i det glatte hår, som var det skovbrynets sø, der var frosset til is. Hun ser mod det hjørne hvor sprækken er placeret. Den lille sprække med den pibende fårekylling. Kvinden betragter betaget det lille væsen. Puster en isnende vind igennem sprækken uden at tøve, og fårekyllingens skingrende piben når til ende. Tiden står stille. Kvinden mærker en kold brise gennem gulvets andre sprækker. Enkelte sprækker, der har kæmpet sig fri fra de visne slyngplanter. Året har taget sin cirkelrunde gang gennem skovbrynet. En krydret lugt af skovplanternes frø spreder sig i rummet. Omringer hver en fuge i karmens overflade. Kvinden lægger sagte sine hænder på karmen igen. Fumler efter frøene med de lange fingre. Men intet er at se. Det lille lys spreder sig roligt over himlen… Ikke meget tid tilbage. Livets bånd føles stramt om kvindes magre bryst. Strammere og strammere. Det mørke mos synes grønnere, og har vist opdaget lysets varme. Hun stirrer mistroisk ned ad karmens vægge, og iagttager mossets rolige hvilen. Den krydrede lugt fra skovplanterne kæmper sig vej til kvindens inderste. Hun stritter imod. De beg-dryppende øjne lyser uhyggeligt op, til to mælkehvide marmorkugler. Båndet om kvindens bryst strammer endnu mere, i takt med at de svage lys, bliver større og stærkere. Sagte, i en ulidelig venten på den smerte kvinden skal føle. Ude af stand til at løsne sit bånd, kradser hun med sine negle mod karmens ru overflade. Visne slyngplanter og det døde mos bliver taktvist kradset af, og erstattet med nye friske frø. Rågerne søger ind mod skovbrynets midte, parate til årets skift. En smertefuld følelse af ængstelse breder sig rundt i kvindens krop. Føler den angst hun havde påbudt den pibende fårekylling. Venter uhjælpsomt på de snehvide krystaller. Men i stedet breder en grøn dyne sig sagte over sletten. Lyset er nu nået til tårnets mure. For stort til at kunne kvæles mellem nogens hænder.

Bevidst om hvad der nu skal ske, skriger den arme kvinde, og fylder sine omgivelser. Skriger i tårnets hjørner. Skriger ud over sletten og skovbrynet. Skriger op til det østlige vinduesgab i de forvitrede mure. Skriger idet lyset passere karmen, og når ind til hendes bryst. Idet livets bånd strammes en sidste gang, og fine hvide fnug af krystaller drysser ned i hver en sprække, på det kolde gulv. Efteråret har rundet.

Der hvor kvinden stod. Kvinden med de måneskinshvide hænder. Kvinden med øjnene der var sorte som beget, der drypper fra en brændende fakkel. Der hvor kvinden stod, ses en svag lille spire buet og bleg. En lille spire der engang vil stå som en majestætisk Kala.

Frivillig opgave

Tidsrum på 2 timer. (120 min.)