1520 - 1523

I Københavns gader var alle på vej mod det samme mål; Skt. Nikolajs kirke. Men det var dog kun de adelige der kunne komme ind og overvære højtideligheden. Christian II fik kronen blev placeret på sit fornemme hoved. Han vidste hvad denne dag ville betyde, at hans drøm var inden for rækkevidde. Endnu et land var føjet til hans rige. Sverige var hans. Unionen var genoprettet. Med en højgravid hustru, Elisabeth, der støttede ham i alt hans foretagende, en stærk og rask søn, Hans, der skulle sikre arvefølgen, og en kærlig elsker, Dyveke, ved sin side, var hans fremtid som konge over Danmark, Norge og Sverige vel så godt som sikret…

Elisabeth sad forrest i kirken og så på sin mand der knælede ved alteret. Hun holdte af ham og ønskede det bedste. Hun var udmærket klar over, at hendes kærlighed til Christian ikke var gengældt, at hans hjerte tilhørte en anden kvinde. Men dog kunne hun ikke lade hver med at glæde sig over det nye liv i hendes skød.

Få dage efter kroningsceremonien fødte dronning Elisabeth af Danmark en lille velskabt pige. Dorothea.

Kong Christian var forhadt af mange. Han havde tidligere udstedt nogle love, der blandt andet gav almindelige borgere lov til at få arbejde inden for de mere betydningsfulde kredse. Især adelen og kirkens folk var utilfredse med deres nye konge. Men også enkelte bønder, der ikke kunne forstå de nye regler, var i mod Christians måde at regere på. Sverige trak sig fra unionen og oprøret var begyndt.

Et år efter Dorotheas fødsel var der endnu et medlem af familien på vej.

Elisabeth fødte endnu en pige, og mange lykønskede dronningen for endnu et sundt barn. Den lille pige var sin søsters modsætning, og alle på hoffet var enige om, at hun var noget ganske særligt.

I december 1522 gik det galt for Christian II. Ni adelige underskrivere havde opregnet alle kongens overtrædelser af håndfæstningen og anklagede ham for at ville rigsråderne til livs. Christian skulle afsættes og hans farbror, hertug Frederik fra Gottorp, skulle være kong Frederik I af Danmark-Norge.

En dag i marts 1523 stod triste folkemængder ved havnekanten og så ud mod horisonten. Dér sejlede deres konge, dronning Elisabeth, prins Hans og de to

prinsesser. Han flygtede med hele hoffet, tjenere, koner og hofdamer om bord, i håb om at Elisabeths slægtninge kunne hjælpe dem. Han flygtede til Nederlandene.

1526 – 1533

En tidlig vintermorgen, 1526, stod rækker af sortklædte borgere langs vejkanten. Alle vidste besked om kongens økonomiske situation, så enkelte gjorde store øjne ved det fornemme ligtog. Folket dannede vej langs gaderne op til Sint Pieters kirken og klokkerne ringede over hele Ghent. Dronning Elisabeth skulle begraves…

Christine og hendes søskende sad i kareten med deres far, der fulgte efter den sorte kiste. Trods kongens pengenød, var ligtoget efter familiens rang.

Få dage efter skete der noget ganske uventet for de tre kongebørn. De blev ført til en ældre dame, der påstod at hun var deres afdøde mors tante. Hendes opgave var at passe på børnene, imens deres far var ude at rejse. Damen var regentinden i det nederlandske hof, Margrethe af Østrig, og holdte til i Brüssel og Menchelen. Regentinden var enke og havde selv mistet sit eneste barn ved fødslen. Christine flyttede ind hos regentinden, og hun så aldrig sin far igen.

Regentinden havde meget strikse regler, og sørgede for den bedste undervisning til børnene, på trods af farens dumheder. Men der blev dog afsat en time hver dag til leg, og med tiden holdte både Christine og hendes søskende af hende, som var det deres mor. Til stor sorg for børnene og hele hoffet døde Nederlandenes regentinde, hendes nåde, Margrethe af Østrig den 30. november 1530.

I marts 1531 red kejser Carl V ind i Menchelen med sit enorme følge. Han blev mødt af menneskemasser, der stod langs gader og hang ud af vinduer, han blev modtaget af magistrat og byråd foran rådhuset og af en dreng på tolv år. Drengen var prins Hans af Danmark. Stående foran sine søstre udtrykte han i korte vendinger og fuldendt latin, hvilken sorg, der havde ramt dem alle tre og bad om tilladelse til at blive ved det nederlandske hof, indtil deres far havde genvundet sine riger. 

Da kejseren lovede sin nevø og niecer at de kunne blive i Nederlandene, var det ikke kun en hurtig beslutning. Kejseren havde for længst planlagt, at når Christian II engang var borte, kunne den retmæssige arving, Hans, være god i de nordiske forbindelser. Han havde allerede sat sin søster, Marie, enke af kongen af Ungarn, som Nederlandenes nye Regentinde. Hun var stadig ung og uden barn, og kunne derfor nemt sørge for de tre danske kongebørn. Christine fik en ny tante, som var deres afdøde mors søster.

Kejseren rejste videre til Regensburg, og han tog prins Hans med sig. Christine og Dorothea fik jævnligt besked om, når Hans deltog i nogle af kurfyrsternes møder og begivenheder. Han modtog tilrejsende kurfyrster og biskoppen af Mainz, og han talte Danmarks sag foran det kejserlige råd.

De to søstre var stolte af deres bror.

I år 1531, under en sejlads, døde prins Hans af Danmark af feber, tretten år gammel.

Den 10. juni 1533, ved en ceremoni i Barcelona, underskrev kejser Carl V en ægteskabskontrakt mellem sin niece, Christine af Danmark, og Francesco II Sforza, hertugen af Milano. Planen var lagt, Christine skulle giftes som 11-årig. Regentinden havde protesteret til kejseren, at Christine skulle giftes i så ung en alder, stadig med fladt bryst og ude af stand til at blive med barn. Men brylluppet fandt sted.

Greve Massimilianos Stampa stod søndag eftermiddag, den 28. september 1533 som repræsentant for hertugen, på slottet i Lille. Biskoppen af Tournai viede Christine af Danmark og hertugen af Milano i en anden mands skikkelse. Christine var nu hertuginde af Milano.

Regentinden fastholdte dog stædigt at Christines afrejse til Milano ikke skulle finde sted foreløbigt. I Milano ville folket juble, og kanonerne brage når meddelelsen om at vielsen var indgået, men bruden blev endnu hos sin tante, da regentinden ikke ville have Christine i ægtesengen før hun var fyldt tolv år.

Danmark mistede kong Frederik I, og Christian III kom på tronen.

1534 – 1537

Den 11. marts 1534 begyndte den unge Christine sin rejse mod Milano, hun skulle forlade sit barndomshjem og bo hos en mand der ville elske hende meget højt, havde hofdamerne sagt, med sit store følge og eskorten på hundredeogtredive ryttere.

Hertugen af Milano var en gammel mand. Han havde svært ved at gå, og kroppen var plaget af lammelser. Med årene blev den ældre mand godt selskab for Christine. Han fortalte hende historie, og de diskuterede de politiske kriser rundt om i verdenen. Folket håbede på at hun kunne give dem en ny tronarving som skulle føre Sforza-slægten videre, men hertugen nægtede at være sammen med en så ung og uskyldig pige, og hans helbred blev hurtigt forværret. Milanos sidste hertug døde i år 1535.

Den 15. oktober 1537 rejste hertuginden af Milano som enkefrue tilbage til sin tante i Nederlandene. I mellemtiden var Dorothea blevet gift med pfalzgreven Friedrich, som belønning for hans tro tjeneste mod kejseren, og det var kun et spørgsmål om tid, inden de regerede over Christines hjemland, Danmark. Den 8. december, samme år, modtog regentinden og hele hendes hof Christine i Brüssel.

1537 – 1559

Kejser Carl den 5. forestod endnu et ægteskab til Christine, denne gang med hertugen af Lothringens søn og arving, Francois I. Dette var god forretning for Christine, og det passede også hans politiske spillefægterier bedre, at hun i ægteskab var med til at sikre hans domæne, nu som kommende hertuginde af Lothringen.

Selvom at den nu tyveårige Christine var lovet væk til en anden, havde hun i denne årgang sin første rigtige forelskelse. Hun havde mødt en af Hans’ venner, fra barndommen, under hjemrejsen fra Milano. Christine satte sine politiske forbindelser på spil ved at tilbringe sommeren med ham.

I fire år havde hendes søster, Dorothea, nu været gift med Friedrich. Det var dem ikke muligt at komme med børn, og de kunne derfor ikke komme med en tronarving, efter Christian III. Christine var altså den eneste der kunne føre hendes fars gamle rige tilbage fra de svenske oprører. Nu kunne Christine muligvis tilegne sig, hvad der engang var hendes.

Christine vidste udmærket besked om ægteskabets værdi med den kommende hertug af Lothringen, og gik med til at indgå det. Hun øjnede ikke store muligheder for at vinde Sverige tilbage til Unionen, men med Danmark-Norge lå det anderledes.

Francois var den bedste af de unge fyrste der havde friet. Det var et fornemt parti. Hans slægt var gammel og hertugen af Guise var hans fætter og en af Frankrigs mægtigste mænd. Han ville kunne give hende det, som Hans døde for ung til at få, og Friedrich var for gammel til at kunne give Dorothea. - Christine ønskede arvinger til den danske trone, ellers kunne hun ikke få den selv. Hun skulle som hustru i den kommende hertugs seng gøre kejseren den tjeneste at være hans tro niece, der bragte Lothringen væk fra fransk dominans.

Christine var højsommerbrud den 10. juli 1541, hvor hun indgik sit andet ægteskab, i den samme by som hendes mor i sin tid gav sit ja til den danske repræsentant, med en mand hun intet følte for. Den 15. februar 1543 fødte Christine sin en søn, Carl, og opfyldte sin pligt over for sit nye land og hertugdømme. Så længe den nuværende hertug levede, var Lothringen hans anliggende, og Danmark stadig pfalzgrevens sag.

Men under alle omstændigheder var Carl nu kommende konge af Danmark, og hun nummer to i arvefølgen. I maj 1544 ankom Christian III’s udsendinge til Speyer og underskrev en traktat med kejseren, om Carls ret til den danske trone. Kejseren havde opgivet hendes fars ret, men ikke døtrenes krav på Danmark. Christine fødte sit andet barn, en datter, den tyvende april 1544, og hun blev døbt Renata efter sin farmor.

Den 14. juni 1544 døde hertugen af Lothringen, og Francois kunne overtage hans plads. Sammen med Christine lagde han planer om forskønnelsen af Nancy, og Christine ventede allerede sit tredje barn. Men Francois blev pludselig ramt af en frygtelig sygdom, som hurtigt bragte døden med sig. Den højgravide Christine kunne endnu engang trække i de sorte enkeklæder. Hun rejste tilbage til Nederlandene.

Den 6. august blev der underskrevet et dokument der fortalte at Christine var ene om formynderskabet over børnene, og nu skulle hun styre Lothringen indtil Carl var myndig. Endnu en pige blev født, men denne gang var der noget galt; den ene fod sad forkert, og barnet kunne ikke bevæge den. Pigen blev døbt Dorothea efter Christines søster. Børnene var hendes eneste familie.

I februar 1552 fik Christine meddelt at et hemmeligt møde på slottet havde fundet sted, den 15. februar. Fyrsterne anerkendte kongen af Frankrig som den tysk-romerske kejsers stedfortræder, og han fik retten til at besætte de ikke tysktalende byer i Lothringen. Det betød krig for Christine, som førte riget for sin søn, Carl.

Kongen ønskede et ægteskab mellem hans næstældste datter og den unge hertug af Lothringen. Christine var rasende, det var kun hende der bestemte over sin søns ægteskab. Den 14. april var den franske hær uden for Nancys byporte, han ville have Carl med sig. Christines svar var klart et ”NEJ!”, men alligevel tog de ham fra hende. Der gik lang tid med en store sorg, men Christine tog beslutningen; Hun ville have Carl igen, og spurgte regentinden til råds med et kodet brev. Desværre blev brevet opsnuset af kongen af Frankrig, og Christine var ikke længere i sikkerhed.

Kejseren kom til Brüssel, hvor han nævnte franskmændenes forræderi, og at de havde fjernet den lille hertug med magt. Kejseren var altså på Christines side.

Regentinden, Christines tante, mente at det var på tide at finde mulige ægteskabsmænd til Dorothea og Renata, selvom at pigerne på daværende tidspunkt kun var otte og syv år gammel. Regentindens forslag var Kongen af Danmark, Christian III’s søn, Frederik. Tanken om at et medlem af denne forhadte familie skulle være brudgom til en af hendes døtre var ikke velset hos Christine. Men med tiden kunne Christine godt lide ideen: Hvis hun ikke selv kunne komme til den danske trone, kunne slægten jo gifte sig ind.

I februar 1556 døde Dorotheas mand, Friedrich. Dorothea havde ikke nået at føde en arving til den danske trone, og agtede ikke at gifte sig igen. Det ville sige, at det med sikkerhed var Christian III’s søn der stod for tur. Nu lod det til at Renatas ægteskab var det sidste håb, for at Danmark skulle komme under familiens varetægt.

Men trods de mange forhandlinger og anstrengelser på, at gøre den dansk-norske tronfamilie interesseret i et ægteskab mellem Renata og den unge prins, mislykkedes bestræbelserne. Dronningen mente ægteskabet som en ligegyldighed, især med så unge og umodne børn.

Påsken 1559 lykkedes det for Christine. Nu var freden mellem Norden og Frankrig indgået, og hun kunne få sin søn tilbage samt en svigerdatter, Claude af Frankrig. Krigen var forbi, og det nederlandske folk hyldede hende. Samtidig lykkedes det Christine at finde en anden mand til Renata, Wilhelm af Oranien… Lothringens hertugkrone var Carls, og Nederlandenes regentskab skulle blive hendes, tydede alt da på. Men nej, Nederlandenes nye regentinde blev udnævnt af kong Filip få dage efter frihedserklæringen, og det var ikke Christine men Margrethe af Parma, og Filip forbød ægteskabet mellem Renata og prins Wilhelm. Et stort nederlag for Christine og hendes tilhængere. Som erstatning krævede Christine, at hertugdømmet Bari i Calabrien, der engang havde tilhørt hendes afdøde mand hertugen af Milanos slægt, skulle blive hendes. Men også dét forhindrede kong Filip.

1568 – 1590

Alle Christines bestræbelser på at komme til den danske trone gik i vasken, da Kongen af Danmark i en alder af treogfyrre fik sig en mandlig arving, der straks blev rykket øverst i arvefølgen. Christine måtte erkende at hendes døtre ikke ville kunne gifte sig frem til tronen, med så ung en arving. Alt var tabt.

Den 10. august, 69 år gammel, døde Christine af Danmark, tidligere hertuginde af Milano og Lothringen, en dansk kongedatter …

Efterord

Christine af Danmark var en beslutsom og handlekraftig kvinde, der styrede alt til sit eget bedste. Ofte var hendes planer ikke velset hos de mange adelige og katolske, i dette århundrede, men alligevel bevægede hun sig ud, hvor kvinder normalt ikke havde noget at gøre.

Christine kendte ikke meget til sine forældre, og voksede op i mange fremmedes nærvær, alligevel måtte hun bøde for de mange fjender og det store had, som hende far, Christian II, havde skabt sig. I dag husker vi kun kong Christian for hans mange fejlagtige handlinger, og ikke hans familie der derefter måtte rette op der på. Med sådan en ungdom, hvor man bliver tilegnet ægteskab og selvfølgelige pligter i så ung en alder, finder jeg det ganske naturligt, at hun har været så hadefuld over for Christian II’s mange rivaler. De har ligeså set Christine som en trussel, da hun trods sin manglende kontakt med faren, har været med så stor en respekt gennem hele livet i Nederlandene…

Jeg selv, har i forløbet fået en meget stor forståelse for Christines liv og mange problemer, gennem min skønlitterære læsning, som jeg så har fået bekræftet i enkelte opslagsfagbøger. Fagteksterne fortalte mig årstallene, mens Helle Stangerups roman hjalp mig med at se Christines liv i en helhed.